Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Praktisk information

Praktisk information i Villa Berthe.

Praktisk information – garderobe, frugt og legetøj

Garderoben – klar til leg i al slags vejr

For at sikre, at dit barn kan lege, udforske og bevæge sig frit i al slags vejr, er det vigtigt, at garderoben altid indeholder:

  • Regntøj og gummistøvler
  • En varm trøje
  • Tøj, der passer til årstiden
  • Praktisk fodtøj, der passer til vejret

Alle børn har en personlig kasse med skiftetøj på badeværelset. Det er vigtigt, at kassen løbende bliver opdateret, så den indeholder tøj i den rigtige størrelse og passer til årstiden. Som tommelfingerregel er det en god idé at have 3-4 stykker af hver type tøj – fx bukser, bluser, undertøj og strømper.

Vi anbefaler desuden, at børnene har hjemmesko med. Vores bygninger kan være kolde i vinterhalvåret, og hjemmesko er med til at holde fødderne varme og sikre, at børnene kan bevæge sig trygt og frit indenfor.

Hjælp dit barn med at være selvhjulpent

Garderoben er også et sted, hvor børnene øver sig i at klare mere og mere selv. Derfor opfordrer vi jer til at hjælpe jeres barn med at holde orden og gøre tøjet tilgængeligt.

Hæng fx overtøjet på de knager, barnet selv kan nå, og læg huer, vanter og andet tøj, så barnet selv kan finde det. Hvis tøjet ligger øverst i en rygsæk eller uden for barnets rækkevidde, bliver barnet afhængigt af de voksne.

Når tøjet er synligt og tilgængeligt, giver vi børnene mulighed for selv at vælge, hente og tage deres ting – og det styrker både deres selvhjulpenhed og oplevelse af at kunne selv.

Frugtordning

Alle børn medbringer hver morgen ét stykke frugt til eftermiddagens måltid.

I vuggestuen afleveres frugten i kurven ved vuggestuens indgang, mens børnene i børnehaven afleverer frugten i kurven ved hovedindgangen.

Eget legetøj

I Villa Berthe har vi valgt, at børnene ikke medbringer eget legetøj i børnehaven.

Det er naturligvis helt fint at tage et stykke legetøj med hjemmefra for at vise det til vennerne og de voksne. I så fald skal legetøjet blot med hjem igen sammen med jer, inden I går.

Beslutningen handler om vores ønske om at skabe gode og inkluderende legefællesskaber. Vi har oplevet, at eget legetøj for nogle børn kan blive en slags adgangsbillet til legefællesskaber, mens det samtidig kan opleves ekskluderende for andre børn, som ikke har det samme legetøj.

Ved at lade legetøjet blive hjemme skaber vi bedre muligheder for, at børnene mødes om det, vi har fælles i Villa Berthe, og at legefællesskaberne ikke bliver afhængige af, hvad man har med hjemmefra.

Husk drikkedunken

Vi henstiller på det kraftigste til, at I tager jeres barns drikkedunk med hjem hver dag og rengør den. Det er vigtigt af hensyn til hygiejnen og for at sikre, at barnet altid har en ren drikkedunk med tilbage i børnehuset.